Le Premier ministre démissionne

La France traverse une crise politique sans précédent.
Le nouveau gouvernement, nommé dimanche soir, n’aura tenu qu’une douzaine d’heures.
Ce lundi matin, le Premier ministre Sébastien Lecornu a remis sa démission à Emmanuel Macron, qui l’a aussitôt acceptée.
Désigné le 9 septembre, Lecornu avait passé près d’un mois à tenter de rallier une majorité autour du budget 2026. Ses discussions avec l’opposition se sont soldées par un échec, et il en a tiré les conséquences.
Sa chute a été précipitée par des divisions au sein même de sa majorité. Il devient ainsi le Premier ministre le plus éphémère de la Ve République.
Depuis la réélection d’Emmanuel Macron en mai 2022, la France a connu cinq Premiers ministres.
Face à cette instabilité, la droite réclame la dissolution de l’Assemblée nationale et la convocation de nouvelles élections législatives, tandis que la gauche exige la démission du chef de l’État.

Baggrund:

Frankrig er kastet ud i en helt usædvanlig krise, efter at den femte premierminister på tre år har givet op. Det er ikke kun en politisk krise, men også en krise, der rokker ved det franske samfunds institutioner: præsidenten, premierministeren, regeringen og parlamentet.

Efter Anden Verdenskrig skulle Frankrig bygges op igen, og det blev general Charles de Gaulle, der kom til at stå for det. Han havde reddet Frankrigs ære under Anden Verdenskrig ved at flygte til London og derfra lede en slags eksilregering. Takket være ham blev Frankrig efter krigen anerkendt som en af de sejrende magter, selv om landet kapitulerede en måned efter, at Hitlers nazistiske styrker var rykket ind, og selv om landet krigen igennem havde et nazi-venligt styre.

Efter krigen skulle de Gaulle genrejse Frankrig politisk og økonomisk, og for at klare den store opgave krævede han en præsidentpost med muskler. Det fik han med forfatningen af 1958, som danner grundlag for den nuværende Femte Republik. Forfatningen koncentrerer en kolossal magt hos præsidenten i Elyséepalæet – større end selv den amerikanske præsidents.

Den franske præsident udnævner premierministeren, som han til enhver tid kan afsætte, og han kan udskrive parlamentsvalg i utide. Han er chef for de væbnede styrker, og han kan samle al magt i sine hænder, hvis Frankrigs sikkerhed er i fare. I modsætning til den amerikanske præsident kan den franske præsident ikke afsættes, medmindre han begår landsforræderi. Det var en præsidentpost efter de Gaulles hoved, og hans efterfølgere har med glæde udnyttet den store magt, de fik, når de blev taget i ed som republikkens leder.

De Gaulle gav ikke meget for politiske partier, som han syntes var besværlige og ineffektive. Den opfattelse byggede han især på det politiske liv i Frankrig før Anden Verdenskrig – i Den Tredje Republik. Dengang var der mange partier i parlamentet, og de kunne ikke enes, så landet gik fra regeringskrise til regeringskrise. Det partiregime ville de Gaulle undgå, så i sin forfatning designede han et svagt parlament, som nærmest skulle være et gummistempel for præsidentens politik.

Trods sin modvilje mod politiske partier dannede de Gaulle sit eget borgerlige parti, som blev altdominerende, så længe han var præsident. Så Frankrig vænnede sig efter Anden Verdenskrig til, at præsidenten havde et absolut flertal i parlamentet. Der var ikke brug for, at flere partier gik sammen og dannede koalitionsregeringer. Sådan blev det ved med at være i årtier – også efter de Gaulles død. Der kom nye præsidenter til og nye politiske partier, men hovedreglen var, at præsidenten havde et solidt flertal i parlamentet og uden større problemer kunne få sin politik igennem. Magten skiftede mellem to dominerende partier: Socialisterne og de borgerlige.

Der kom nogle bump på vejen i 1980’erne og 1990’erne. To gange oplevede Frankrig, at et andet politisk parti end præsidentens fik flertallet i parlamentet. Første gang måtte en socialistisk præsident leve med et borgerligt flertal i den lovgivende forsamling, og anden gang var en borgerlig præsident nødt til at udnævne en socialistisk regering. Men den situation havde de Gaulles forfatning taget højde for. De politiske modstandere blev nødt til at leve sammen i et ”tvangsægteskab”. Det var ikke en ideel situation, men den førte ikke til politisk kaos, for der var et klart flertal i parlamentet.

Den situation, de Gaulle ikke havde forudset, er den, der hersker i Frankrig nu – nemlig den, hvor intet parti har flertallet. Aktuelt er der tre næsten lige store blokke i Nationalforsamlingen: yderst til højre Rassemblement National, ledet af Marine Le Pen og Jordan Bardella, i midten præsident Emmanuel Macrons centrumsgruppe Ensemble, og til venstre Den Nye Folkefront, styret af Jean-Luc Mélenchon – men den er mere eller mindre gået i opløsning.

I kraft af sin stærke position som præsident har Emmanuel Macron kunnet udnævne de regeringer, han ønsker, men de har ikke haft et absolut flertal i Nationalforsamlingen og har derfor haft mere end svært ved at få gennemført deres politik – og er blevet tvunget til at gå af.

Men hvorfor danner partierne ikke koalitionsregeringer som i andre europæiske lande?

Det sker ikke, fordi der ikke er en tradition for den slags samarbejde. Franske politikere sætter sig ikke sammen ved et forhandlingsbord og diskuterer sig frem til et fælles regeringsgrundlag eller et forståelsespapir. De giver sig ikke i forhold til det program, de er valgt på. Efter deres opfattelse er man svag – eller en forræder – hvis man indgår aftaler med politiske modstandere.

Resultatet er et politisk kaos, som minder om det, der herskede i Den Tredje Republik – netop det, de Gaulle ville undgå. Hans model fungerede i omkring 75 år, så længe der kun var to store partier, der skiftedes til at have magten. Men den har sine svagheder, når det politiske liv er blevet fragmenteret, sådan som det har været siden præsidentvalget i 2022.

Se mere om det franske politiske system i Connie Pedersen: La politique pour tous, 2024. Kan købes på forlaget Acces