Præsident Macron

Emmanuel Macron er en anderledes præsident. Han er meget yngre end sine forgængere – kun 39 år da han blev valgt til Frankrigs statsoverhoved i 2017.
Det var første gang overhovedet, at han stillede op til et valg, og han havde ikke noget etableret politisk parti bag sig. Han havde kun et parti, som han selv havde dannet et års tid inden præsidentvalget i foråret 2017. En Marche ! hed det, og det viste sig at have så stor opbakning blandt vælgerne, at det også vandt det efterfølgende parlamentsvalg og gav præsident Macron et solidt flertal i parlamentet, Nationalforsamlingen. Partiet er siden blevet omdøbt til La République en Marche !
Macron er født i Amiens i Nordfrankrig, hvor hans forældre var læger. Han havde et meget tæt forhold til sin mormor, som gav ham en stor interesse for litteratur. Siden studerede han filosofi, og han endte med en eksamen fra den prestigefyldte skole, ENA ( l’École nationale d’Administration), hvor rigtig mange af Frankrigs øverste politiske og administrative ledere har studeret.
Macron startede sin professionelle karriere i den store Rothschild bank, men han forlod hurtigt det private erhvervsliv for at gå over i det politiske. Først blev han rådgiver for den socialistiske præsident François Hollande, og siden – i 2014 – blev han økonomiminister. Han forlod regeringen to år senere for at gøre ambitionen om at blive præsident til virkelighed, og det lykkedes. I 2022, blev han genvalgt for endnu 5 år.
På den private front er Macron også anderledes. Han er gift med en 23 år ældre kvinde, Brigitte. Han forelskede sig i hende, da han var en 16-årig skoleelev og hun var hans 39 år gamle lærer. Selv om der blev lagt mange hindringer i vejen for de to, endte de med at blive gift, og de danner et meget tæt præsidentpar.