Parlament/parlamentsvalg

Det franske parlament har mange medlemmer, men ringe magt. Det består af to kamre – Nationalforsamlingen og Senatet.

Der sidder 577 deputerede i Nationalforsamlingen og 348 senatorer i Senatet. Medlemmerne af Nationalforsamlingen vælges direkte ligesom præsidenten for 5 år af gangen.

Senatorerne derimod vælges af andre folkevalgte fx borgmestre ved indirekte valg. De repræsenterer ikke de enkelte vælgere, men geografiske område som byer og landsbyer. Senatorerne er valgt for 6 år, og halvdelen af dem på valg hver tredje år.

Det er parlamentets opgave at vedtage love og at kontrollere regeringen.

Både Nationalforsamlingen og Senatet skal vedtage en lov, for at den kan træde i kraft. Hvis de to kamre er uenige om et lovforslag, skal de forsøge at finde et kompromis. Hvis det ikke lykkes, er det Nationalforsamlingen, der bestemmer. Den har det sidste ord at skulle have sagt.

Parlamentsvalg
Et parlamentsvalg i Frankrig har slet ikke lige så stor betydning som et præsidentvalg. Det er der flere forklaringer på.

For det første har parlamentet ikke nær så stor magt som præsidenten. Frankrig har et præsidentstyre ikke et parlamentsstyre.

For det andet får det parti, der vinder præsidentposten, som regel også flertallet i parlamentet – Nationalforsamlingen. Derfor er der ikke samme spænding om parlamentsvalget, som der er om præsidentvalget.

For det tredje når vælgerne at blive trætte af at stemme og bliver hjemme, for præsidentvalg og parlamentsvalg afholdes med en måneds mellemrum. På en måned skal vælgerne til stemmeurnerne fire gange – to omgange præsidentvalg og to omgange parlamentsvalg.

Endelig spiller valgsystemet en rolle. Frankrig er delt op i 577 valgkredse, og hver kreds har en plads i Nationalforsamlingen. Valget er organiseret sådan, at det minder om 577 mini-præsidentvalg. Det går over to omgange, og den, der får flest stemmer i anden omgang, er valgt. Taberens stemmer er til gengæld spildt. Det system kaldes flertalsvalg i enkeltmandskredse. Den metode favoriserer de store partier.
Men mange opfatter det som et uretfærdigt valgsystem, og i Frankrig drøfter man, om der skal indføres en vis portion forholdstalsvalg i det franske valgsystem. Danmark har forholdstalsvalg, hvor alle stemmer tæller. Det giver flere partier mulighed for at komme i Folketinget. Men det gør det svært at danne en flertalsregering som i Frankrig.

Parlamentsvalget 2017 blev en knusende sejr til præsident Emmanuel Macrons parti, La République en marche.
Partiet fik stort set halvdelen af stemmerne, og med en valglov, som favoriserer de store partier, endte det med, at 308 ”marchister” rykkede ind i Nationalforsamlingen. Det var et overvældende flertal i en forsamling på 577 deputerede, og vejen var dermed banet for at få vedtaget præsidentens og regeringens reformplaner.
For de traditionelle partier, de borgerlige og socialisterne, blev valget en skuffelse. Det borgerlige parti, Republikanerne, fik sit dårligste resultat ved et parlamentsvalg nogensinde med 136 pladser i Nationalforsamlingen mod 196 i det afgående parlament.
For Socialistpartiet, som havde flertallet i det afgående parlament, blev valget en katastrofe. Det mistede over 200 pladser, og gik fra 295 pladser til 46 pladser. Næsten alle af partiets store navne mistede deres pladser.

Det venstreorienterede La France insoumise fik et pænt valg. Det samme gjorde Front National, selv om resultatet lå langt fra det, Marine Le Pen havde regnet med lige efter sit nederlag ved præsidentvalget. Hun blev selv valgt ind i Nationalforsamlingen for første gang.